The Showman Ali Abduljabar går efter tidlig K.O.
Af Søren Schwartz
Når Ali Abduljabar træder ind i ringen på lørdag til UNITE’s stævne #10, er en ting sikker, det bliver ikke kedeligt. Han er kendt som ‘The Showman’, en fighter der både underholder og dominerer.
Hvem er ‘The Showman’
Men hvem er manden bag navnet, og hvad kan publikum forvente, når han lørdag står over for Rachid Babiker?
Ali beskriver sig selv som meget mere end en showman. Han er en kæmper, en søn, en bror og en onkel, og ifølge ham selv er kampsport ikke bare en hobby men et kald. Han fortæller at han ike bryder sig om at tabe og netop derfor passer kampsport perfekt til ham. Han mener selv, at ingen ved hvad han kan finde på i en kamp og at hans uforudsigelighed gør ham farlig.
Fuld af selvtillid
For fansene kommer løftet helt uden tøven. Ali fortæller at publikummet kan forvente en knockout i første eller anden runde og at der ikke er mere at sige om den sag. Selvtilliden er som altid i top frem mod kampen.
Lørdagens modstander er den erfarne og seriøse Rachid Babiker men Ali lader sig ikke påvirke. Han forklarer, at det er fuldstændig ligegyldigt hvem der står foran ham. Han mener ikke han kan læses som fighter og han lover at få enhver modstander til at ligne en klovn i ringen uanset hvor seriøs modstanderen er.
Camp i England
Forberedelsen til kampen har heller ikke været tilfældig. Ali har trænet i England hos Manchester Top Team, som han beskriver som et af de bedste gyms overhovedet. Derudover har han brugt meget tid sammen med sin træner Brian Talarek, som har finpudset detaljer og sikret at showmanden står helt skarp.
Når det gælder fremtiden, holder Ali alle døre åbne. Han siger ikke nej til noget eller nogen og gør det klart at alle kan få en kamp hvis de vil have den. For ham handler det om at tage mulighederne som de kommer og blive ved med at vise hvad han kan.
Se ham live eller stream kampen
På lørdag får publikum svaret på om The Showman leverer den lovede knockout. Én ting er sikkert. Ali Abduljabar er klar til både at underholde og dominere. Det hele kan følges live i Brøndbyhallen eller følges via stream på Pluto.tv
