Sascha Stork vinder respekt i Sverige i en meget tæt kamp
Af Søren Schwartz
En utrolig tæt kamp, der desværre gik svenskerens vej. Den danske VM titelholder Sascha “Lionheart” Stork var i kamp i går, hvor hun deltog i Muay Thai For Life 14 (MTFL). Her mødte hun en skarp modstander i Daniella Eshagi.
Rumble Sport kæmperen Stork, havde taget kampen på short notice og i en tungere vægtklasse, end hun normalt kæmper i. I den 3. omgang fik Stork placeret en skarp albue, som åbnede den svenske kæmpers ansigt op. Efterfølgende kunne man høre publikum gispe, for det blødte kraftigt.
Kampen gik tiden ud, og dommerne gav sejren til Eshagi efter tre meget tætte omgange. Efter kampen var der stor enighed blandt de mange fightfans at det var aftenens bedste kamp og måske endda bedste kvindekamp i MTFL’s historie.
Stork er ikke type for at lade sig slå ud og tidligere i år sikrede hun sig VM-guld ved WBC’s amatørverdensmesterskaber i B-klassen. Hun har en fightervilje og det skal blive spændende at se, hvad der venter af udfordringer næste gang for den 32-årige dansker.
