Oliver Payne indtager Skotland
Af Søren Schwartz
Til kamp i kirken
Der er få dage tilbage inden Oliver Payne fra Mikenta træder i ringen til Oran Mór i Glasgow, Skotland. Det unge stortalent er tilbage efter at have kæmpet i Thailand og klar på mere.
Hvad få ved er Oran Mór stævnet kendetegnet ved at der ikke kæmpes i en traditionel sportshal, men en ombygget kirke i det trendy West End i Glasgow. Selve navnet “Òran Mór” betyder “Stor Sang” på gælisk og med et relativt lille og intimt venue, giver den en fed stemning. Publikum sidder helt tæt på ringen, hvilket skaber en voldsom lydkulisse og en intensitet, man sjældent finder andre steder.
Fem hurtige til Payne inden kampen
Med denne kulisse kunne man godt forestille sig en lettere nervøs Oliver Payne, men jeg har snakket med ham og stillet fem hurtige spørgsmål.
Du har allerede mærket suset på Rajadamnern i Thailand, som er sportens vugge. Hvordan har den erfaring ændret din tilgang til at kæmpe i Europa, og hvad tager du med fra de store thailandske arenaer til Oran Mor?
OLIVER PAYNE:
Jeg har tidligere kæmpet på Rajadamnern Stadium, og det var noget helt specielt for mig. Det var en kæmpe oplevelse, og jeg lærte rigtig meget der. Den erfaring tager jeg helt klart med mig til Oran Mor, og jeg er slet ikke i tvivl om, at det bliver en rigtig god kamp.
FIGHTNEWS.DK:
Du skal møde Matty McLeish i hans ‘baghave’ i Glasgow. Skotland er kendt for et publikum der råber meget og er intenst. Hvordan bruger du den udefrakommende energi til din egen fordel?
OLIVER PAYNE:
Matty har hjemmebane, men jeg er fuldstændig ligeglad med fans og lydkulissen. Når vi står overfor hinanden i ringen, er det bare ham og mig. Det er der det virkelig gælder. Jeg tror mere det vil lægge et pres på ham.
FIGHTNEWS.DK:
McLeish er kendt som en teknisk stærk og har som dig selv en imponerende fight record. Hvad ser du som hans største styrke, og hvordan vinder du kampen?
OLIVER PAYNE:
Jeg har set lidt til Matty og jeg ved han er en god modstander. Han er teknisk dygtig, men det er jeg også og jeg har arbejdet hårdt op til denne kamp. Jeg tror ikke han kan følge mit tempo kampen igennem og der vinder jeg kampen.
Træningcamp og skotske fans
FIGHTNEWS.DK:
Du har ofte eksplosive kampe, har dine trænere lagt nogle nye specifikke planer op til kampen, som afsløres i Skotland?
OLIVER PAYNE:
Jeg har trænet ekstremt hårdt op til denne kamp. Tre gange om dagen, masser af hårde tekniske træninger og cardio. Men resten må folk vente med til selve kampen 🙂
FIGHTNEWS.DK:
Hvad kan de skotske fans og din modstander forvente at se når klokken ringer d. 5 april?
OLIVER PAYNE:
Til de skotske fans: Jeg er ikke kommet hertil ved at give op, jeg vil præstere mit allerbedste. Jeg håber i er klar til at se en krig i ringen, for jeg er klar!
Hvor og hvornår; de praktiske oplysninger
Dato: Søndag den 5. april 2026
Sted: Kelvinside Parish Church, Glasgow, Skotland
Stream: Afventer info
