Interview del 2/2 - Komba FC Arrangøren
Af Søren Schwartz
Her følger del 2 af snakken med Youssef Assouik om Komba FC’s kommende stævner. Skal han selv fighte til Komba og hvad det betyder for mennesket bag. Det er en tydelig afklaret herre, der er godt forberedt. Man kan let mærke på Youssef at han har erfaring fra denne branche.
Læs anden del af interviewet her:
FightNews.dk: Hvad er næste skridt for Komba FC efter den her succesfulde aften, har I allerede en dato eller plan for næste stævne?
Youssef Assouik: Ja, vi arbejder allerede intenst på det næste stævne. Efter succesen i KB Hallen, har vi fået endnu flere henvendelser fra fightere og sponsorer. De vil gerne være en del af Komba FC. Planen er at bygge videre, endnu større, endnu skarpere! Men stadig med samme sjæl og fokus på kvalitet. Vi offentliggør snart en dato, men jeg kan godt love at folk skal begynde at glæde sig.
FightNews.dk: Kan du løfte lidt af sløret for, hvor det næste event kunne finde sted eller hvilke navne vi måske kan glæde os til at se?
Youssef Assouik: Jeg kan desværre ikke sige for meget endnu, men vi kigger både på København og andre større byer. Jeg vil gerne bringe Komba FC rundt i landet, så endnu flere kan opleve den stemning, vi havde i KB Hallen. Der er allerede samtaler i gang med nogle store profiler fra Holland og Thailand.
FightNews.dk: Kommer vi til at se en kamp med Youssef Assouik til et kommende Komba FC stævne eller regner du med at skulle kæmpe i ONE igen?
Youssef Assouik: Til dem, der kender mig, ved I, at jeg faktisk gerne ville have kæmpet til det første Komba FC-stævne. Men denne gang valgte jeg bevidst at sætte andre i centrum. Og fokusere på at give fighterne den opmærksomhed, de fortjener. ONE Championship er stadig en vigtig del af min karriere. Men Komba FC giver mig mulighed for at give noget tilbage til sporten, der har givet mig alt.
Stigende interesse og arven til næste generation
FightNews.dk: Du fik lavet fightcard spækket med gode fightere, mærker du, at interessen for kickboxing og muay thai i Danmark er stigende?
Youssef Assouik: Helt klart. Der er sket et kæmpe skifte de sidste par år. Folk er begyndt at forstå, at muay thai og kickboxing ikke bare er kampsport, det er kultur, disciplin og respekt. De unge kæmpere træner hårdere, klubberne er mere organiserede, samtidig er publikum mere nysgerrige end nogensinde før. Komba FC er med til at samle alt det og vise, hvor langt vi faktisk er kommet i Danmark.
FightNews.dk: Hvad betyder det for dig personligt at kunne skabe en platform, hvor danske kæmpere kan vise sig frem på et så højt niveau?
Youssef Assouik: Det betyder alt. Jeg startede selv som en dreng, der drømte om at få chancen. Og nu har jeg mulighed for at skabe den chance for andre. At se danske kæmpere gå i ringen foran et fyldt publikum og levere på topniveau, det gør mig stolt og rørt. Det her handler ikke kun om kampe, men om at bygge en arv og give næste generation noget at tro på.
Hermed er serien om Komba FC slut og jeg glæder mig til at følge med i hvor og hvornår næste stævne skal afholdes.
