Interview del 1/2 - Komba FC Arrangøren
Af Søren Schwartz
Der er nu gået en måned siden Komba FC blev afholdt i KB Hallen. Derfor kører jeg en lille feature om stævnet. Du kan derfor læse reaktioner fra to af de største stjerner på den aften i KB Hallen, nemlig main event fighter Niclas R. Larsen & arrangør Youssef Assouik.
I denne artikel fokuserer jeg på arrangør delen og har en samtale med Assouik om Komba FC. Det første stævne blev afholdt 11 oktober 2025, hvor der var samlet et internationalt fight card, masser af spænding, fight og god underholdning.
Læs første del af dette interview:
FightNews.dk: Hvordan ser du tilbage på det første Komba FC stævne i KB Hallen – levede det op til dine forventninger?
Youssef Assouik: Helt ærligt, det overgik mine forventninger. Jeg havde troen på projektet og et stærkt team bag mig, men da jeg stod midt i KB Hallen. Jeg så hele rummet fyldt med energi, passion og respekt for sporten, der vidste jeg at vi havde skabt noget særligt. Det var ikke bare et stævne, det var et bevis på at kampsport kan løftes til et professionelt og internationalt niveau.
FightNews.dk: Der var en fantastisk stemning blandt publikum, hvordan oplevede du det som arrangør?
Youssef Assouik: Jeg er helt enig, stemningen var fantastisk fra første kamp. Man kunne virkelig mærke at folk kom for at støtte og fejre sporten. Denne gang ramte vi et publikum, der var en rigtig god blanding af både de erfarne fight fans og mange der oplevede Muay Thai for første gang.
FightNews.dk: Hvilke reaktioner har du fået fra fighterne?
Youssef Assouik: Jeg har fået overvældende positiv feedback. De fleste fightere har sagt, at det var en ære at kæmpe til Komba FC. Og det er det største professionelle setup de nogensinde har kæmpet på dansk grund.
Udfordringer & manden med de mange hatte
FightNews.dk: Hvad var den største udfordring ved at afvikle stævnet?
Youssef Assouik: Jeg har holdt stævnet før, så det er altid svært med aflysninger, men jeg har rutinen med setup, logistik, tilladelser, sikkerhed og produktion. Så alt det bagvedliggende er der styr på, men udfordringen er nok på selve dagen, hvor alt skal spille på rette tid. Men jeg har et stærkt hold bag mig og vi stod sammen hele vejen. Så når der opstod en udfordring fandt vi en løsning.
FightNews.dk: Hvordan håndterer du balancen mellem at være både promoter, organisator, coach og aktiv stemme for dansk kampsport?
Youssef Assouik: Det kræver disciplin, præcis som i ringen. Jeg har altid haft mange kasketter på, men jeg har lært at strukturere min tid og omgive mig med mennesker jeg stoler på. Jeg brænder for sporten, så selv når jeg arbejder 16 timer om dagen, føles det rigtigt. Komba FC er ikke bare et event – det er en mission for mig. Jeg vil løfte hele miljøet, skabe muligheder for andre kæmpere og vise at vi i Danmark kan levere shows på internationalt niveau.
Dette var slutningen på første del af interviewet med Youssef Assouik, hold øje med næste del.
