Sådan gik første dag ved Kickboxing VM
Af Søren Schwartz
De danske kæmpere skulle endelig i ringen ved VM i Kickboxing, som afholdes i Abu Dhabi, UAE. Der var lagt op til spændende kampe, hvor danskerne med forskellig erfaringsniveau, forhåbentlig hev nogle sejre i hus.
Det blev dog knap så god en dag, hvis man kun ser på resultatet af kampene. Læs herunder om de forskellige kampe og resultaterne.
Resultater fra dag 1 – før pausen:
Mahir Uslu vs Soheil Haudebine Dridi (FRA) – K1 under 63,5kg
Mahir Uslu fik ikke den bedste start på turneringen og var oppe mod en skarp fransk kæmper. Haudebine vandt kampen med dommerstemmerne 3-0 og havde også overtaget i kampen. Uslu fik ikke held med at slippe væk, fra nogle flotte kombinationer fra modstanderen.
Charlie Toma vs. Asadbek Kurbanov (USB) – K1 under 67kg
Charlie Toma nåede at være i ringen under et minut, så havde dommeren stoppet kampen. Ganske uforstående, Toma stod klar efter en tælling. Inden så det ud som hans højre benskinne irriterede og han tager hånden ned til den. Kurbanov sætter et knæ til hovedet eller maven og Toma må ned og ligge.
Resultater fra dag 1 – efter pausen:
Andreas Jørgensen vs. Niko Bilandzic (CRO) – Full Contact under 71kg
Efter en pause var det nu Andreas Jørgensen, som skulle forsøge at hive en sejr i land. Men tredje gang skulle ikke være lykkens gang. Den kroatiske modstander Bilandzic, rammer med sine hænder og det giver point. Jørgensen kom ikke rigtig videre end sine mange spark, som dog ikke gav de vigtige point til avancement.
Simon Jounan vs. Jaber Albanawi (KSA) – Full Low Kick under 63,5kg
Simon Jounan kom i kamp mod en fighter, der rigtig gerne vil kæmpe agressivt. Det passede Jounan ganske fint, for scoren fløj i vejret og fik hurtigt en klar point føring. Det blev også til sikker og hermed første danske sejr. Dommerne scorede også kampen en smule forskelligt, hvad billedet herunder afslører.
Martin Vemmelund vs. Temurbek Kholmatov (USB) – K1 under 91kg
Det så godt ud fra kampens start for Martin Vemmelund, den usbesiske modstander Kholmatov viste ikke meget. Vemmelund pressede frem og tog ringen. Desværre fik Kholmatov luret taktikken og afventede, slog eller sparkede så og scorede “de billige point”. Men sådan er gamet og desværre måtte Vemmelund også indkassere et nederlag.
Dagens resume
Det blev altså til fire nederlag og en enkelt sejr, for det danske landsholds start på turneringen. Der er stadig flere kampe på programmet de kommende dage og lad os håbe på flere sejre til Danmark.
