Kaastrup klar til VM-gyser
Af Søren Schwartz
VM-bælte baner vejen for Kaastrup
Søndag den 5. april træder Lukas Kaastrup ind i en af karrierens hidtil største udfordringer. På den græske ø Rhodos skal det danske stjerneskud fra Mikenta kæmpe om det professionelle WKU-verdensmesterskab mod den lokale helt, Nikos Papanikolaou. Fightnews har talt med Lukas om forberedelserne, det fjendtlige publikum og ambitionerne om de helt store scener.
Læs også om Oliver Paynes kamp i Skotland her
Kaastrup er en ekstremt fokuseret mand og hans resultater i ringen taler for sig selv. Efter en række imponerende præstationer herhjemme og i udlandet, er turen nu kommet til en regulær gyser i Grækenland. Papanikolaou har hjemmebanefordel og vil forsøge at holde VM-bæltet på græske hænder.
Research & Temperament
Men hvis grækerne forventer en rystet dansker, må de tro om igen. Vi har fanget Lukas til en status inden afrejse.
FIGHTNEWS.DK:
Græske kæmpere er berygtede for deres hårdførhed og offensive stil. Jeg spurgte Lukas, hvad hans research af modstanderen har vist, og om han ser nogle svagheder hos Nikos?
LUKAS KAASTRUP:
Jeg har før i tiden mødt kæmpere fra Grækenland i store turneringer, og ud over at sydlandske kæmpere kan have lidt mere temperament, så er de ikke så meget anderledes end alle andre. Meget af det er jo bare en facade. Jeg har researchet min modstander lidt, men jeg koncentrerer mig primært om min egen forberedelse,” lyder det kontant fra Kaastrup.
Teknisk overlegenhed vs. krig
FIGHTNEWS.DK:
Nikos har erfaring fra store turneringer i Sydeuropa. Føler du, at du har den tekniske overlegenhed til at udmanøvrere ham, eller er du forberedt på en krig over fem omgange?
LUKAS KAASTRUP:
Kampen er selvfølgelig et skridt opad på udviklingsstien. Men jeg kender kun lidt til min modstander, og hans tidligere erfaring kan jeg ikke bruge til noget i ringen. Jeg kommer forberedt med en god teknik, og får jeg muligheden for at stoppe ham før tid, så gør jeg det. Men jeg er også klar til at gå alle fem omgange, hvis det kræves.
Motoren bag de fem omgange
FIGHTNEWS.DK:
En Vm-kamp over fem omgange kræver en helt anden motor end en almindelig kamp. Har du ændret din træning, for at sikre overskud i de afgørende mesterskabsomgange (fjerde og femte omgang)?
LUKAS KAASTRUP:
Vores daglige træning i klubben omfatter også hård sparring over adskillige runder, så jeg er mere end vant til at køre mange omgange. Træningen op til kampe er altid planlagt nøje og der bliver selvfølgelig lagt ekstra sparring ind. Samt masser af løbetræning i dagligdagen.
Mental styrke i “Løvens Hule”
FIGHTNEWS.DK:
Du rejser direkte ind i “Løvens Hule” på Rhodos for at møde en lokal helt. Hvordan forberede man sig mentalt på en fyldt arena, der vil råbe på din modstander?
LUKAS KAASTRUP:
Det rører mig ikke. Publikum kan råbe, hvad de vil, men det ændrer ikke på, hvad der sker inde i ringen. Jeg holder fokus på min egen præstation. Jeg har stået i sådanne situationer flere gange før, også til meget større stævner, hvor man har haft hele hallen imod sig. Faktisk er det et mentalt spil, som kun gør mig mere skarp og sulten efter at vinde.
WKU-titlen som springbræt
FIGHTNEWS.DK:
Mange ser forbund som WKU, som et springbræt til de større forbund. Ser du selv dette bælte som endemålet, eller er det nøglen, der skal åbne dørene til udlandet?
LUKAS KAASTRUP:
Jeg kendte godt til WKU i forvejen, og for mig er det her helt klart en stor mulighed. Jeg ser ikke bæltet som et endemål, men som et skridt videre. Jeg går ind til kampen fuldt fokuseret og klar til at levere. Mit mål er at bruge denne chance som et springbræt til endnu større ting internationalt,” afslutter en tændt Lukas Kaastrup.
Hvor og hvornår; de praktiske oplysninger
Dato: Søndag den 5. april 2026
Stævne: Urban Fight Series
Titel: WKU K1 World Championship
Sted: Rhodos Palace Hotel, Rhodos, Grækenland
Stream: Afventer info
Tak til Carina Møller Wellejus for foto.
